Sådan bliver du klar til sommerens sol
Kalenderen siger sommer, men som de fleste ved, er det danske sommervejr ofte lunefuldt. Når solens stråler titter frem, skal du huske at beskytte dig. Kræftens Bekæmpelse anbefaler solbeskyttelse, når UV-indekset er over 3. I sommermånederne kan UV-indekset komme helt op på 7, hvilket giver en stor risiko for solskoldning. Bliv klogere på hvordan du forbereder dig til sommerens sol i denne artikel.
Forbered huden til solen
Du kan forberede din hud til soleksponering og forlænge sommerens kulør ved at indtage kosttilskud, som blandt andet indeholder betacaroten og kobber. Kosttilskuddet går ind og påvirker cellerne, som producerer det farvede pigment i huden. For at opnå den fulde effekt er det vigtigt, at du påbegynder kosttilskuddet en måned inden soleksponering og fortsætter resten af sommeren. Du skal stadig bruge huske solcreme, da kosttilskuddet ikke erstatter solcreme, men blot forbereder huden og booster sommergløden.
På med solcremen
Det er solens UVA- og UVB-stråler, som giver huden den sommerbrune kulør, de fleste stiler efter, men samtidig er strålerne farlige og kan have konsekvenser. Uden solcreme risikerer du at ødelægge og ælde huden før tid. Hver gang huden udsættes for en solskoldning, øges risikoen for at udvikle hudkræft. Alt efter hvilken hudtype du har, er du nødt til at tilpasse solcremen derefter. Hvis din hud er lys og sart, eller hvis du er rødhåret, er en højere faktor anbefalelsesværdig. I Danmark anbefales som minimum faktor 15, og hvis rejsen går sydpå, skal du som minimum pakke faktor 30 med i kufferten.
Gør det til en daglig morgenrutine at smøre dig ind med solcreme inden du tager på arbejde. Her kan du nøjes med ansigt, hals og eventuelt arme, hvis du har t-shirt på. Hvis du er på cykel, er det en god ide at tage solcremen med i tasken, så du kan smøre dig ind, inden turen går hjemad. Det er vigtigt at smøre dig ind med jævne mellemrum, når du opholder dig udendørs. Hvis du sveder meget eller har været ude og bade, skal du huske at smøre dig ind, når du kommer op af vandet. Ingen solcreme er 100 % vandfast.
Glem ikke håret
Måske tænker du ikke over det, men dit hår udsættes også for solens skarpe stråler. Sol og saltvand udtørrer håret, og hvis du farver hår, oplever du muligvis, at farven forsvinder hurtigere i sommermånederne. Du kan købe en solcreme til håret, som bare sprayes i, når du har sat håret, eller du kan vælge at investere i stylingprodukter, som har tilsat UV filter. Det er en god ide at pleje håret med en dybdegående hårkur for at genopbygge fugttab. For at passe ekstra godt på håret kan du supplere med en flot solhat eller et smart tørklæde, som vikles om håret, når du er på stranden.
Husk solrådene
Hvis du husker skygge, solhat og solcreme er du godt klædt på til sommerstrålerne. UV-indekset ligger højest mellem klokken 12 – 15, og derfor anbefales det at søge skygge i dette tidsrum. Hvis du opholder dig i solen, kan du med fordel anvende en solhat med bred skygge og solbriller til at beskytte øjne, nakke og ører. Løst tætvævet tøj er en glimrende form for solbeskyttelse. Ifør dig en løs t-shirt frem for en top, når du opholder dig udendørs i solens stråler. Glem ikke solcremen og husk at dosere korrekt. Som en god tommelfingerregel skal der bruges en håndfuld solcreme til én krop.