Guide: Slip af med tør vinterhud
Nu hvor temperaturerne falder, og vinden blæser, er det for alvor ved at blive vinter. De fleste af os kan derfor også nikke genkendende til, at vores hud bliver mere tør pga. de mange temperaturforskelle vi udsætter den for.
I år er især vores hænder ekstra udsatte, for selvom vinteren udtørrer vores hud, er den daglige sprit heller ikke vores ven, når det kommer til at mindske tør hud. Det er derfor vigtigt, at vi plejer vores hud ekstra godt i disse måneder.
Tør hud om vinteren – hvorfor?
Tør hud kan opstå både i ansigtet og på kroppen, hvor den typisk ses på hænder, arme eller ben. Den tørre hud viser sig oftest som en rød, irriteret og til tider kløende hud, der kan være meget ubehagelig.
Når vi bevæger os fra den kolde luft udenfor til det mere indelukkede klima indendørs, kan denne temperaturforskel påvirke vores hud og udtørre den, og derfor er det vigtigt at pleje huden ekstra godt om vinteren.
Der findes selvfølgelig andre årsager til, at vi kan opleve tør hud i vintermånederne. Tør hud er bl.a. arveligt, så hvis der er tendens til tør hud i familien, kan dette være en årsag. Derudover har ældre mennesker oftere tør hud, da hudens fedtindhold bliver lavere med årene, hvilket gør, at huden har sværere ved at holde på fugten.
Til sidst kan nævnes at overdreven håndvask, bad og evt. afspritning kan have en negativ effekt på huden på hænderne og dermed gøre den mere tilbøjelig til at blive tør.
Sådan får du bugt med tør hud – 6 gode råd
Tør hud kan være ret så ubehageligt og ikke mindst generende, men der er heldigvis nogle ting, som du selv kan gøre for at pleje og mindske din tørre vinterhud.
Fugt, fugt, fugt
Brug en god fedtholdig fugtighedscreme til både ansigt og krop, så huden får optimal beskyttelse. Brug gerne en creme uden parfume, så du ikke udsætter din hud for unødig irritation.
I ansigtet skal du bruge en god fugtighedscreme to gange dagligt, og på resten af kroppen kan du smøre dig ind jævnligt for at bevare fugtigheden. Smør gerne kroppen eller ansigtet ind mens huden stadig er lidt fugtig, da cremen dermed bedre kan indkapsle fugten og bevare denne.
Undgå at gnide huden tør
Der er ingen grund til at forværre tør hud, så i stedet for at gnide dine hænder eller ansigtet i et håndklæde, så prøv i stedet at dup huden tør, og smør creme på med det samme, mens huden stadig er lidt fugtig, derefter.
Brug handsker i alle afskygninger
Handsker er et must når vi nærmere os de koldere vintermåneder, og holder dine hænder beskyttet imod frost og kulde. Om natten kan du benytte et par gode bomuldshandsker uden på din daglige fedtcreme.
Handsker hjælper til at holde cremen på plads og fugte din tørre hud på hænderne, så de kan hele i ro. Gummi- eller latexhandsker er ideelle at bruge når du vasker op eller laver mad for at spare på antallet af håndvaske, da opvask er hårdt for hænderne.
Skær ned på sæbe og varmt vand
Mange af os elsker lange, varme bade, men det varme vand og sæbe kan faktisk udtørre din hud mere end du tror. Prøv at skru ned for tiden i badet og lad vandet være mere lunkent end varmt, når du vasker krop og/eller ansigtet. Prøv også at undgå for megen sæbe i badet, og sørg for at brug en god rens til dit ansigt, der passer til netop lige dit behov og din hud.
Luft ud
Det kolde klima udenfor og det opvarmede klima indenfor påvirker vores hud i en stor grad. Derfor skal du huske at lufte ud jævnligt og ikke mindst sørge for, at der ikke er for varmt indenfor.
Drik rigeligt med vand
Når du drikker 1,5-2 liter vand dagligt, får du vand og fugt indefra, hvilket kan være med til at bibeholde fugten i huden. Så sørg for at få rigeligt med væske.