Eksfoliering: Slip for døde hudceller og få en pæn glat hud

kvinde-bruger-ansigtsscrub

Huden udstøder døde hudceller og danner nye hudceller hver dag. Medmindre de døde hudceller fjernes, vil de dermed ligge som et ydreliggende lag på hudens overflade og gøre huden trist og grå at se på. Derfor er det vigtigt at eksfoliere huden jævnligt.

Eksfoliering af huden hjælper med at fjerne de døde hudceller fra huden og renser porerne, så du får en finere og glattere hud med færre bumser og urenheder. Derudover kan eksfoliering hjælpe dig med at fjerne ar, rødme og pigmentskader og gøre huden pænere og mere ensartet. Endelig kan eksfoliering gøre huden mere modtagelig overfor den efterfølgende hudpleje, som bedre kan trænge ned i huden.

Eksfoliering er derfor rigtig godt for huden. Dog skal man være opmærksom på at vælge den rigtige type eksfoliering til sin hud. Herunder forklarer vi lidt nærmere de forskellige former for eksfoliering.

Kemisk eksfoliering og mekanisk eksfoliering

Overordnet set kan man opdele eksfoliering af huden i to kategorier: Mekanisk eksfoliering og kemisk eksfoliering. Mekanisk eksfoliering er manuel eksfoliering af huden, hvor man sliber eller skrubber de døde hudceller væk fra huden. Mekanisk eksfoliering kan være brug af skrubbehandsker eller skrubbecreme til at skrubbe de døde hudceller væk, eller det kan være peeling-hudplejeprodukter, der indeholder små korn, som sliber de døde hudceller væk.

Kemisk eksfoliering er derimod hudplejeprodukter, der bruger kemi til at fjerne de døde hudceller fra huden. I modsætning til mekanisk eksfoliering, hvor de døde hudceller slibes eller skrubbes væk, bliver de døde hudceller opløst ved hjælp af den kemiske eksfoliering. Kemisk eksfoliering kan blandt andet være hudplejeprodukter med enzymer eller syrer såsom frugtsyre eller salicylsyre, der skånsomt opløser de døde hudceller.

Begge former for eksfoliering kan som udgangspunkt være gavnlige at bruge. Hvilken type eksfoliering du skal bruge, afhænger derfor også i høj grad af din hudtype, og om du skal eksfoliere kroppen eller ansigtet.

Typisk er mekanisk eksfoliering hårdere mod huden, og har du sensitiv hud, bør du derfor helt undgå at bruge mekanisk eksfoliering. Her bør du i stedet vælge en kemisk eksfoliering, der eksfolierer og renser huden i dybden på en mere skånsom måde. Derimod kan mekanisk eksfoliering være effektivt til at fjerne døde hudceller på kroppen.

Sådan skal du eksfoliere kroppen og ansigtet

eksfoliering-af-kroppen

Både kroppen og ansigtet kan have gavn af eksfoliering for at fjerne de døde hudceller og forny huden, så den ser flottere og sundere ud. Her giver vi dig gode råd til, hvordan du skal eksfoliere kroppen og ansigtet.

Eksfoliering af kroppen

Ved eksfoliering af kroppen kan det som nævnt være en god idé at bruge mekanisk eksfoliering, da det kan være nemmere at gøre huden blød og glat hurtigt med mekanisk eksfoliering. Brug en skrubbehandske eller en lækker velduftende bodyscrub fra Ecooking, mens du alligevel står under det varme vand i badet og skrub forsigtigt kroppen. Når hele kroppen er blevet skrubbet, skal du skylle huden i lunkent vand.

Hvis du bruger en bodyscrub er det vigtigt, at du sørger for at fjerne alt produktet fra huden. Efterfølgende renser du huden med en bodywash, skyller huden i lunkent vand og tørre huden forsigtigt ved at duppe. Brug en lækker bodylotion for eksempel fra Ecooking til at pleje og fugte huden efterfølgende.

Eksfoliering af ansigtet

Ved eksfoliering af huden i ansigtet, er det vigtigt, at du ikke bruger de samme produkter, som du bruger til eksfoliering af kroppen. Huden i ansigtet er tyndere og mere sart end huden på kroppen, og den kræver derfor også særlig pleje.

Når du skal eksfoliere ansigtet, skal du starte med at rense ansigtet med din foretrukne ansigtsrens. Hvis du benytter en mekanisk eksfoliering, skal du herefter fugte ansigtet og påføre peelingen forsigtigt i cirkelbevægelser. Undgå at skrubbe på huden. Herefter skylles produktet helt væk fra huden, og du kan efterfølgende fortsætte din almindelige hudplejerutine.

Hvis du benytter kemisk eksfoliering, er det lidt forskelligt, hvordan du skal bruge det. Nogle kemiske eksfolieringer skal blive siddende på huden, så de kan virke. I disse tilfælde skal du påføre produktet efter du har renset ansigtet og lade det sidde. Andre kemiske eksfolieringer påføres på afrenset ansigt og skylles af med lunkent vand efterfølgende.

Når du skal vælge, hvilken type eksfoliering du skal bruge til ansigtet, er det vigtigt, at du tager udgangspunkt i din hud. Samtidig skal du være opmærksom på, at mekanisk eksfoliering kun bør bruges én gang om ugen, mens kemisk eksfoliering kan bruges lidt oftere.

0 svar

Giv en kommentar

Har du lyst til at være med i debatten?
Du er meget velkommen til at bidrage!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *