Følsom hud: Gode råd til pleje af sensitiv hud

ung-kvinde-plejer-sensitiv-hud

Særligt i Danmark og resten af Skandinavien er der mange, der har sart hud. Sart hud kan være genetisk betinget, og er kendetegnet ved, at huden er tynd og fin i strukturen, og blodkarrene ligger tæt på hudens overflade. Sensitiv hud kan derimod også opstå på grund af ydre faktorer som miljømæssige påvirkninger, livsstil samt brug af produkter med kemikalier, som irriterer huden. Alle kan derfor også få sensitiv hud uanset alder, hudtype og hudfarve.

Sensitiv hud reagerer meget på ydre påvirkninger som kulde, varme, vind, luftfugtighed, temperaturskift samt kosmetik og hudplejeprodukter, og kan samtidig påvirkes af både alkohol, stress og stærk mad. Hvis en person med sensitiv hud bliver udsat for disse udefrakommende påvirkninger, kan det medføre, at huden bliver tør, varm, rød og irriteret eller begynder at prikke og klø.

Har du sensitiv hud, er det derfor også vigtigt, at du plejer din hud rigtigt for at undgå, at din huds tilstand bliver forværret. Vi giver dig herunder 3 gode tips til, hvordan du bedst muligt plejer din hud for at forhindre hudirritation og rødme, og for at undgå at din hud bliver endnu mere sensitiv.

3 tips til pleje af sensitiv hud

Hvordan den sensitive hud opfører sig, og hvilke produkter, der trigger og gør huden irriteret, tør, kløende og rød, er meget forskelligt fra person til person. Alligevel er der nogle generelle råd, som kan være meget gode at tage op til overvejelse, når du skal vælge hudpleje til sensitiv hud.

Undgå skrappe og udtørrende hudplejeprodukter

kvinde-bruger-ansigtsscrub

En ansigtsrens med vaskeaktiver som Sodium Lauryl Sulfat (SLS) eller hudplejeprodukter med alkohol virker meget udtørrende på huden. Da en sensitiv hud i mange tilfælde har svært ved at holde på fugten, fordi hudens barrierefunktion er svækket, bør du undgå at bruge udtørrende hudplejeprodukter, der indeholder ingredienser som disse.

Samtidig bør du også undgå hudplejeprodukter, der slider på hudens overflade som en ansigtsskrub med korn eller en peel-off maske. Disse kan være særligt hårde mod huden, og kan medføre at den sensitive hud bliver endnu mere sart og irriteret.

Undgå hudplejeprodukter med parfume og irritationsdannende ingredienser

Hudplejeprodukter med parfume er et no-go. Specielt hvis du har sensitiv og følsom hud, er det bedst at gå en stor bue udenom produkter med parfume. Det gælder også hudplejeprodukter med æteriske olier, da disse også er parfume, selvom de er planteekstrakter.

Samtidig bør du også undgå at bruge hudplejeprodukter med mentol, citrus, kamfer og mynte, da disse ingredienser kan irritere huden, medføre inflammation og gøre huden endnu mere sensitiv.

Brug en fugtgivende og beroligende ansigtscreme

Da sensitiv hud som nævnt ofte har en svækket barrierefunktion og svært ved selv at holde på fugten, er det vigtigt, at du bruger en ansigtscreme, der kan give din hud fugt. Vælg en ansigtscreme, der virker beroligende, fugtgivende og genoprettende, og som beskytter hudens barriere mod ydre påvirkninger.

På et online apotek kan du finde en lang række af cremer til sensitiv hud fra mærker som Bioderma, Astion, Avène, La Roche-Posay og mange andre. På et online apotek kan du desuden også finde ansigtsrens uden alkohol og SLS, der er særligt velegnet til sensitiv hud.