4 gode råd: Sådan undgår du tørre hænder i vinterperioden
De fleste kvinder kender til det at have tørre hænder – og særligt i vinterperioden når temperaturen svinger og huden på hænderne udsættes for ekstrem kulde og frost.
Vores hænder bliver udsat for meget, idet de altid er fri, når vi cykler, køre bil og generelt bevæger os udenfor i kulden uden at dække dem til. Særligt i vintermånederne har vores hænder derfor brug for lidt ekstra pleje og opmærksomhed.
Mange synes det kan være svært at undgå den tørre hud på hænderne på trods af at de bruger masser af fugtgivende håndcreme.
1. Fjern døde hudceller
Det første skridt der er vigtigt, når man skal pleje sine hænder, er at bruge en scrub – præcis ligesom du kender det fra ansigtsplejen. Der findes et hav af forskellige former for bodyscrub, og der findes desuden nogle, der er særligt fremstillet til hænderne.
En god scrub hjælper med at udrydde de døde hudceller. På den måde starter man fra nul, og gør hænderne mere modtagelige over for fugtgivende håndcreme. På den måde absorberes plejen nemlig både nemmere og bedre i huden.
2. Brug håndcreme rigtigt – og hav den altid med
Mange der døjer med tør hud, vil helt naturligt bruge håndcreme for at komme tørheden til livs. Det kan være frustrerende at opleve at håndcreme blot gør hænderne fedtet. Faktisk kan det være fordi, at man ikke formår at bruge den helt rigtigt.
Håndcreme skal nemlig ikke smøres i håndfladerne, som mange gør. Vores håndflader indeholder enormt mange svedkirtler, hvilket er grunden til, at man efter at have påført håndcreme, kan føle, at hænderne bliver fedtet. Det kan derfor være en fordel at bruge håndryggen – både når cremen skal påføres, og når det bliver smurt ud.
Sørg desuden for altid at have en god håndcreme med i tasken, så hænderne kan blive fugtet i løbet af dagen – både efter håndvask og når de er blevet udsat for kulde.
3. Håndmaske
Nogle døjer med ekstremt tør hud i ansigtet, mens andre har problemet på hænderne. Hvis du er en af dem, der lider af ekstremt tørre hænder, kan det måske afhjælpes med en håndmaske.
En håndmaske fungerer på samme måde, som du kender det fra en ansigtsmaske. Det skal blot påføres og derefter sidde på i 10 til femten minutter. Nogle lader det desuden sidde natten over med et par bomuldshandsker udover.
Med en håndmaske påføres huden en stor mængde fugt, som virkelig får tid til at blive absorberet, hvilket kan gøre en stor forskel for tørre hænder.
4. Neglerodscreme
Mange tror fejlagtigt, at neglerodscreme kun kan bruges til tørre negle og smertefulde neglerødder. Neglerodscreme kan dog også være et godt værktøj, hvis man har meget tørre hænder.
Der findes et hav af forskellige neglerodscremer, og det er derfor vigtigt, at man finder den creme, der passer til den hudtype, man har.
Neglerodscreme skal bruges udover din sædvanlige håndcreme, og tilfører på den måde ekstra fugt til dine tørre hænder. Samtidig kan neglerodscreme også være med til at holde dine negle fugtige, hvilket nedsætter risikoen for, at de knækker.