Snyd dig brun til vinter med selvbruner
Måske er du blevet tudet ørerne fulde tusind gange med facts om hudkræft, solskader og andet skidt. Men det ændrer ikke det faktum, at du elsker at være brun, vel?
Er du træt af at være vinterbleg, findes der et alternativ til solariet, nemlig selvbruner.
I denne guide vil vi give dig de bedste tips til korrekt brug af selvbruner – uden at ende med orange plamager eller unaturlige striber!
God forberedelse gør hele forskellen
For at få det bedste resultat ud af din selvbruner, er det vigtigt, at du starter med at skabe et godt grundlag. Hvis din hud er livløs og ujævn inden påføring af selvbruner, vil den nemlig også være det efter. Det er derfor vigtigt, at du i dagene op til, bruger en god fugtighedscreme over hele kroppen, efter du har været i bad. Så har du nemlig en velfugtet og god overflade til din selvbruner.
Husk også at barbere dig, hvis du har brug for det, mindst 24 timer før du påfører selvbruneren for at få det flotteste resultat.
Skrub dig til lækker hud
Det er vigtigt, at du er klar over, at selvbruner er en farve, der lægger sig som et ekstra lag oven på din hud. Det betyder altså, at farven vil blive mere tydelig alle de steder, hvor din hud har død eller skællet hud.
Derfor er det et must, at du bruger en god skrubbehandske eller -creme inden brug af selvbruner for at gøre huden glat og fri for døde hudceller. Vær særlig opmærksom på ankler, knæ og hæle, når du skrubber, da selvbruneren kan have tendens til at samle sig disse steder.
Sådan påføres selvbruner
På kroppen
Når du endelig skal i gang med at smøre dig ind i selvbruner, er det først og fremmest vigtigt, at du starter med kroppen. Sørg for at din krop er helt tør, før du går i gang med at selvbrune. En god regel er at bruge en god fugtighedscreme to timer inden påføring for at være sikker på, at cremen er trængt ind i huden, inden selvbruneren påføres.
Start påføringen nedefra og arbejd dig stille og roligt opad. Et godt råd er at smøre kroppen ind i etaper, så du hele tiden er sikker på at få fordelt farven over det hele. Brug altid lange og jævne strøg, når du fordeler selvbruneren og husk at flere tynde lag er bedre end et tykt.
Hvis du vil være sikker på at få fordelt farven ordentligt, kan en applikations-handske være en god investering.
I ansigtet
Lige som med din krop er det vigtigt, at du sørger for at rense og fugte dit ansigt nogle timer før påføring, så det er glat og tørt.
Din ansigtsfarve er helt naturligt lysere og mere sart end resten af din krop, og derfor er det bedst, at du køber en separat selvbruner hertil, da disse oftest har bedre ingredienser, farvetone og fugtindhold end dem til kroppen.
Vær især forsigtig omkring hårgrænsen når du påfører selvbruneren, og husk at tørre øjenbryn af efter påføring for at fjerne overskydende selvbruner.
Tip!
Er du heller ikke helt tryg ved at bruge selvbruner i ansigtet? Så findes der i dag en række gode alternativer, alt efter, hvilken effekt du ønsker. Eksempelvis kan det være en god ide at besøge et online apotek, da de forhandler cremer med ”indbygget” selvbruner i. Det er det perfekte match, hvis du ønsker ekstra glød, men ikke alt for meget farve.
Dette må du ikke glemme
Husk altid at vaske dine hænder, når du er færdig med at smøre kroppen ind, da du ellers risikerer at få striber mellem fingrene og brune håndflader. Og det er IKKE fedt!
Held og lykke med resultatet!