Sådan får du glatte ben
Sommeren er over os, og det betyder lette sommerkjoler og shorts, der viser benene frem. Røde knopper og indgroede hår på benene er noget de fleste af os har døjet med, og måske stadig gør det. Oplever du tit, at du får røde knopper på benene, så fortvivl ikke. Vi giver dig den ultimative guide til at få glatte og flotte ben uden knopper og indgroede hår.
Start med eksfoliering
Det vigtigste du skal huske på, hvis du gerne vil opnå flotte og glatte ben, er eksfoliering. Når du alligevel er i badet, kan du lige så godt eksfoliere dine ben, inden du barberer eller vokser dem. Du eksfolierer bedst med en bodyscrub et par gange om ugen eller en hamp- eller skrubbehandske. Handsken skal du bevæge i cirkulære bevægelser på benene, så du får fjernet alle de døde hudceller. Når forarbejdet er gjort ordentlig, slipper du for indgroede hår og knopper.
Brug barberskum
Når dine ben er eksfolieret og våde, er det tid til at svinge skraberen og gå i krig med benene. Det er bedst, at dine ben er fugtige, når du skal barbere dem. Dermed glider skraberen bedre op ad benene, og du undgår for mange røde knopper. Brug gerne et barberskum eller olie til at smøre på benene, inden du går i gang. På dit online apotek finder du mange muligheder for at vælge barberskum til normal eller sensitiv hud. Det er en god idé at vælge et mildt barberskum uden parfume, da disse ikke er knap så hårde ved huden. Alternativt kan du nøjes med varmt vand.
Brug et rent barberblad
Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er, at du har et rent blad eller en ren skraber, når du vil barbere dine ben. Ikke nok med, at et sløvt og gammelt blad ikke fjerner dine hår nær så godt, så er de desuden fyldt med en masse bakterier som sætter sig på din hud og giver dig røde knopper. Husk derfor at skifte dine blade så ofte som muligt.
Barber benene med hårene
Barberer du (også) dine hår mod deres groretning? Så skal du stoppe nu. Hvis du ønsker et helt glat resultat (og hvem gør ikke det?), så skal du barbere dig med hårenes groretning. Barberer du mod hårene, øger du nemlig risikoen for indgroede hår.
Skyl benene grundigt
Uanset om du har brugt barberskum, gel eller vand, er det vigtigt, at du husker at skylle benene efter de er blevet barberet. Så sørger du nemlig for, at de er helt rene og eventuelle rester af produkter er skyllet af.
Tjek om du har overset noget
Der er ikke noget værre end at hoppe i en lækker kjole, efter du har barberet ben, for derefter at finde ud af, at du mangler nogle lange hår på knæet eller låret. Derfor er det en god idé at tjekke dine ben igennem, inden du hopper ud af badet. Stil dig et sted med godt lys, så du bedre kan se, om du har overset nogle enkelte hår.
Afslut med bodylotion
Når du er færdig med at barbere dine ben, skal du huske at pleje dem efterfølgende, så du undgår, at de bliver tørre. En god og fugtende bodylotion eller balm kan være en god løsning til at pleje benene. Sørg for, at produkterne ikke indeholder parfume, da dette blot irriterer huden. Ligeledes skal produkterne heller ikke indeholde alkohol, da dette også udtørrer.